Vi er rigtig glade for at kunne byde Maja Andresen velkommen som underviser i TestHuset
Efter flere års vækst på kursusområdet i TestHuset er vi glade for at kunne udvide vores team af dygtige undervisere med Maja Andresen.
Maja har mere end 20 års erfaring med it-projekter og kvalitetssikring af it-løsninger. Hun har tidligere arbejdet i blandt andet Danske Bank og Ørsted, hvor hendes roller har været alt fra Tester, Test Manager, Test Mentor og Manager. I 4 år havde hun desuden det faglige ansvar for Test Management i hele Ørsted. Dette inkluderede testkoncepter, ressourcestyring og initiativer på tværs af organisationen, såsom automatisering og agil transformation. I dag er hun, udover at være underviser også rådgivende konsulent inden for test og QA, og så driver hun sin egen coach-virksomhed.
Maja har i sine forskellige roller faciliteret utallige workshops, coachet både medarbejdere og teams, samt afholdt masser af interne undervisningsforløb.

Maja skal i første omgang undervise på Grundlæggende test, men på sigt også andre kurser. Hun har allerede afholdt sit første kursus for TestHuset, hvor hun fik hele 4,62 ud af 5 stjerner af deltagerne for både sin faglighed og formidlingsevner.